PROJEKT - Afsluttet december 2021
HealthD360
Opus Consult byder ind med ekspertise i et stort projekt om deling af sundhedsdata
I et forsøg på at skabe bedre sundhed blandt Danmarks befolkning har Innovationsfonden investeret 20 mio. kr. i et projekt hvor Opus Consult deltager. Projektet går i sin helhed ud på at samle data fra det offentlige sundhedssystem og koble dem med data fra borgernes smartphones og wearables.
Det viser sig at et stigende antal ældre, flere kronikere, unge med mentale problemer og generelt flere udgifter i sundhedsvæsenet kræver nytænkning af forebyggelse og behandling. Det vil kræve en større koordineret indsats at komme problemerne til livs, men med investeringen fra Innovationsfonden er de første skridt taget.
Ambition og formål
Den overordnede ambition er at skabe bedre og mere sammenhængende behandlingsforløb patienter og sundhedspersonale imellem. Selve formålet med HealthD360 er at koble eksisterende systemer sammen i en ny data- og samarbejdsinfrastruktur der kan samle og analysere forskellige typer data. Data som kan bruges til at undersøge om borgernes egen genererede data kan bruges til forebyggende indsatser og om indsatsen kan ske tidligere.
Samarbejde på tværs
Hele projektet bygger på et bredt samarbejde blandt offentlige og private aktører som hospitaler, kommuner og sundheds- og/eller IT-organisationer hvor Opus Consult byder ind med ekspertise om databehandling, prototyping, wireframing, app-udvikling og webdesign. Investeringen fra Innovationsfonden gør det muligt for aktørerne at koordinere indsatserne i udviklingen af løsningen på området.
Projektet udføres i et partnerskab mellem Aarhus Universitet (Institut for Folkesundhed og Institut for Datalogi), Alexandra Instituttet, Teknologisk Institut, Bispebjerg Hospital, Regionshospitalet Randers, Cambio, Novax, Opus Consult, Kite Invent, Sundhed.dk, Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklings Program (RKKP), Danske Patienter samt kommunerne Aarhus, Favrskov, Odder og Ringkøbing-Skjern.
Gå til pressemeddelelsen fra Innovationsfonden